Hvor finder du kunderne henne?
Når du har fastlagt, hvilke kunder du gerne vil sælge til. Så er næste skridt, at finde de salgssteder, salgsplatforme og medier du kan bruge, for at nå ud til dem. Medier skal her forstås bredt, som alle de steder hvor du kan møde potentielle kunder – både fysiske og online. Her er nogle af stederne:
Atelier. Hvis du har et atelier hvor du kreerer dine værker, så er det et rigtigt godt sted at møde kunderne. Sørg for at det er indrettet, så du kan præsentere dine værker bedst muligt. Og samtidig vise lidt af det du arbejder på lige nu. Kunderne elsker at høre om dit virke som kunstner, om dig, hvordan du arbejder, hvor idéerne kommer fra og hvilke teknikker du anvender.
Udstillinger. Der er et hav af muligheder for, hvor du kan udstille din kunst. Virksomheder, organisationer og offentlige institutioner. Hvis der er koblet en kunstforening på, er der ofte et indkøbsbudget. Det er rart, når man nu bruger tid på at bringe værkerne frem og tilbage og sætte dem pænt op hos udstilleren.
Mange steder er der ikke et budget til køb. Men hvis det er et sted, hvor der kommer mange potentielle kunder forbi, så er det måske stadigvæk en god idé at udstille der. Du skal dog ikke forvente det store salg mens du udstiller.
Kunstmesser. Det findes efterhånden en del kunstmesser rundt omkring, både i Danmark og udlandet. At deltage på messerne er en bekostelig affære, med udgifter til stand, transport, ophold, forplejning, markedsføringsmateriale og meget mere. Men hvis du ved, at dine kunder besøger dem, og du måske har sendt en invitation ud til dem, så kan omkostningerne hurtigt være tjent ind igen.
Kunstmesserne er et rigtigt godt sted at få respons fra potentielle kunder omkring, hvad de synes om det du laver.
Gallerier. Der er rigtigt mange gallerier, både i Danmark og udlandet. Som ukendt kunstner er det generelt ret svært at komme ind i et galleri. Men hvis du har styr på markedsføringen, og samtidig laver værker der er unikke i forhold til andre kunstnere, så kan det godt lade sig gøre. Forvent at det tager tid at bearbejde galleristerne. Kontakten til dem giver dig værdifulde informationer, omkring hvordan de ser de kommercielle muligheder i din kunst. Og så vil jeg også anbefale at du finder nogle gallerier, der fører kunst i samme stilart som du selv fremstiller. Hvis din kunst er fuldstændig anerledes, end det der bliver solgt i galleriet, så er det sandsynligvis ikke de kunder du sælger til.
Nærmiljøet. Som kunstner kan det være en god idé at deltage aktivt i lokale arrangementer, i det område hvor du bor. Det favner bredt, lige fra deltagelse på julemarkedet, til at stille præmier til rådighed ved bankospillet.
Hjemmesiden. Af online medierne er hjemmesiden den absolut vigtigste, fordi det er her du gerne skulle konvertere de besøgende til at købe dine kunstværker. Lav en god hjemmeside med flotte fotos og tekster der er spændende læsning for kunderne.
Sociale medier. Antallet af sociale medier er efterhånden fuldstændig uoverskueligt. Her er nogle af de mest populære: Facebook, Instagram, Youtube, Tik Tok, Snapchat, Twitter, Pinterest og Linkedin.
Det er en god mulighed for at indgå i en kommunikation med kunder, og få respons på de kunstværker du præsenterer. Omvendt så kræver det også en masse tid, da kunderne forventer en forholdsvis hurtig reaktion på deres spørgsmål og kommentarer. Gerne med svar indenfor maksimalt 3-4 timer.
Nyhedsbrev. Et nyhedsbrev er et fantastisk godt redskab, når det gælder om at trænge igennem til potentielle kunder. Men det kræver også et stort arbejde at få opbygget en modtagerliste med abonnenter, der gerne vil modtage nyhedsbrevet. Og så skal du give dem specielle informationer kun de får, så der opstår en følelse af eksklusivitet.
Salgsportaler. Du finder en masse forskellige salgsportaler (hjemmesider som Etsy, Ebay og Amazon) hvor du kan lægge dine kunstværker op. Det er lidt forskelligt, hvordan betalingen for det foregår. Nogle steder betaler du et fast beløb pr. produkt, du lægger op. Andre steder betaler du en %-del af salgssummen, når der bliver solgt noget.
Kunstkonkurrencer. Både i Danmark og udlandet er der efterhånden en del konkurrencer, hvor du kan deltage med din kunst. Der kan være koblet et tema på – eksempelvis: Grønne farver, abstrakte motiver, landskabsmotiver, portrætter, pastel, vandfarver. Ofte koster det noget at deltage, men det plejer ikke at være vildt dyrt. Om ikke andet, så er konkurrencerne et godt sted at spotte, hvilken kunst der for øjeblikket er populær.
