Lav et maleri
Det kan være svært at komme i gang med at lave et maleri hvis man aldrig har prøvet det før. Her kan du lære lidt om hvad processen indeholder og hvordan er det bedst at gribe den an.
Lav et maleri, det er afslappende, underholdende og giver ro til sjælen. Og så får du et kunstværk du kan hænge på hjemme hos dig selv.
Til at illustrere processen og dens delelementer, så bruger jeg en case med et par malerier jeg selv har lavet.
Lav et maleri - sådan starter du på et tomt lærred
Her er jeg startet med to lærreder i 40×120 cm, begge med en smal 20 mm blindramme.
Jeg har her anvendt et lærred i en høj kvalitet. Lærredet er et mix af bomuld og hør i en tyk kvalitet med over 400 g/m2. Jeg bruger det her lærred, fordi det har en kraftig struktur i overfladen, som giver større dybde i motiv og farver. Og så er det bundsolidt, hvilket gør at jeg kan lægge masser af strukturpasta, maling og medier på det uden at lærredet begynder at hænge, bølge eller revner. Det er det dyrt lærred, men da jeg køber det hjem fra Italien i hele ruller, så gør det det en del billigere.
Den 20 mm høje blindramme er fremstillet af fyrretræ i en god, knastfri kvalitet. Det er fingersamlet og limet i korte 20-40 cm lange stave. Det er en solid ramme, som ikke buer og holder sig stabil også ved skiftende luftfugtighed. Du kan også bruge 40 mm høje blindrammelister, det gør jeg selv til de fleste af mine egne malerier, men til øvelse af dine malefærdigheder er det ikke nødvendigt.
Fra starten har jeg her ikke overvejet, hvad det endelige motiv skal være, det bliver i stedet udviklet undervejs, efterhånden som jeg tilføjer medier og maling. Normalt når jeg maler så har jeg en klar idé om, hvad motivet skal ende op med, og så starter jeg med at tegne det op på lærredet, og tilføjer de tegnede former og elementer der skal være i baggrunden.
Udgangspunktet her er en idé om, hvordan jeg igennem en eksplorerende proces kan sammensætte forskellige farver, strukturer og kontraster i en abstrakt verden. Med et slutresultat der indeholder stor variation i både farver og struktur. Elementer som symboler, former eller handling og bevægelse er der ikke lavet overvejelser om endnu. Og det er en åbent spørgsmål, i hvor høj grad de bliver tilføjet på et senere tidspunkt.